Til forsiden

Sekretærens beretning 2015

Per Øhrgaard: Det Danske Akademis årsberetning 2015

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2015. En særlig velkomst til årets prismodtagere, Lars Skinnebach, som får Gelsted-prisen, Laus Strandby Nielsen, som tildeles Beatrice-prisen, Andreas Garfield, modtager af Kjeld Abell-prisen, Hans Boll-Johansen, som får prisen med den kryptiske forkortelse Selskabets Pris, og Ole Dalgaard og Dorte Karrebæk, som er modtagerne af årets Silas-pris. En særlig velkomst også til vore nordiske gæster, Kristina Lugn fra Svenska Akademien og Helene Uri fra Det norske Akademi.
I 1798 skrev den tyske forfatter Friedrich Schlegel, at ”tidsalderens tre store tendenser” var den franske revolution, Fichtes filosofi og Goethes Wilhem-Meister-roman. Da han godt vidste, at der også dengang var dem, der ville tage anstød af at stille verdensbegivenheder og bogudgivelser ved siden af hinanden, skyndte han sig at forklare sig nærmere: Når man så det hele i perspektiv, viste det sig undertiden, at en lille bog på langt sigt fik større betydning end meget af det, der havde været ”oppe i tiden”
   Men sammenstillingen pegede også på en gensidig afhængighed mellem de tre sfærer, den politisk-økonomiske, den filosofiske og den kunstneriske. Lige så lidt som revolutioner kommer filosofiske systemer eller stor litteratur ud af den blå luft – de har alle sammen forudsætninger, de er til stede i den samme verden; men de kræver hver sin ret, og her bliver det allerede mere problematisk. Man kunne allerede på Friedrich Schlegels tid, som også er Kronprins Frederiks, den senere Sjettes, Reventlowernes, Rahbeks, Schack Staffeldts, Friederike Bruns, Oehlenschlägers og P.A. Heibergs tid, beklage, at alt efterhånden alene måltes på sin praktiske nytteværdi og ikke på sit eget indhold – det er det, der er blevet til nutidens regneark, af hvilke man mener at kunne aflæse hele virkeligheden, i hvert fald den, der skal betyde noget. Så klagerne over, at kultur – og i dette akademis tilfælde litteratur - ikke spiller den rolle, den burde, er ikke ny. Nyere er nok forestillingerne om, at den kunne komme til det, hvis bare den tilpassede sig de faktiske forhold, hvis bare de kulturskabende forstod, at de skulle tækkes nogle sponsorer, hvis bare bibliotekerne forstod, at de skulle være eventsteder, hvis bare universiteterne forstod, at de skulle være professionsskoler, hvis bare litteraturen ville give sig til at skrive, så almindelige mennesker - der altid synes at være nogle andre end én selv – forstod det.
    Ja, hvis bare – så ville der slet ikke være nogen grund til at have et kulturelt, et litterært liv, for så kunne man nøjes med alt det, som det skal tilpasse sig til, og som er der i forvejen. I deres analyse af moderne kulturindustri skrev Max Horkheimer og Theodor W. Adorno i 1944, at talen om, at verden havde mistet sit centrum og var gået op i limningen, var forkert: Tværtimod bevægede vi os i retning af en kulturel standardisering, som lige præcis skyldtes momentet af industri. Jo mere standardiserede industriprodukter er, desto større markeder kan de erobre. Det er der god logik i – og den logik overføres på kulturlivet, som mere og mere måles på, om det nu også når ud til ”de mange” – som igen er nogle andre end én selv. For hvis det ikke gør det, er der jo ingen grund til, at det skulle nyde offentlig støtte.  Den giver vi kun til det, der kan skabes flertal for, og nu kunne man jo selv se i en meningsmåling, at ca. 40% af befolkningen mener, at der så udmærket kan spares på de kulturelle budgetter. At også ca. 40% af befolkningen synes at mene, at der så udmærket kunne spares på militærbudgetterne, er sjovt nok ikke noget tema i den offentlige debat. Kulturen egner sig bedre til såkaldt ”værdipolitik”, som ofte blot er et andet ord for politik på fordomme.
   For vi er jo i krig, som det nu siges – med en af de mange overdrivelser, som florerer. (I dag er man ikke oprigtig, men ”hudløst ærlig”, man er ikke troende, men ”dybt religiøs”, man er ikke vred, men ”ekstremt forarget” og så videre). En enkelt avis er gået så vidt som til at tale om en tredje verdenskrig, og da avisens redaktør blev spurgt om, hvad den nærmere handlede om, var svaret naturligvis ”selve vores måde at leve på”, som han i interviewet definerede som ”for eksempel at vi går ud og morer os og drikker os fulde og kysser på kvinder og mænd.” Måske skulle vi finde lidt flere eksempler, inden vi går i verdenskrig?
   Over for så store emner kan mange af de ting, der foregår i det, man tidligere definerede som kulturlivet, synes små – for eksempel de nedskæringer, som nu finder sted på uddannelses- og kulturområdet. Det finurlige ved dem er, at deres virkninger ikke så tit som ved visse andre nedskæringer viser sig hurtigt og derfor i bedste fald kan korrigeres, men først efterhånden og i reglen først, når de, der har vedtaget dem, er over alle bjerge. Derfor skal det siges i god tid, at den nuværende uddannelsespolitik ikke vil bringe Danmark højere op på rangstigen over nationer med fremragende forskning og højt uddannelsesniveau, og at man ikke vil få held med en national kanon, hvis man samtidig fører visnepolitik over for de grupper, som skulle sørge for, at en sådan kanon kan få virkning. Så er det sagt, og så kan vi tales ved om nogle år, hvis vi er her endnu.
   Demokratiet forudsætter en stræben efter kvalitet, hvis det ikke skal ende som sin karikatur: populismen. Forleden faldt jeg over et gammelt udklip fra Sorø Amtstidende, sidst i november 1962, da Villy Sørensen havde fået Det Danske Akademis store pris. ”Det danske Akademi” – stod der i artiklen – ”som i starten mødte snæversynet surhed og fik prædikat af ”selvbestaltet”, skønt det netop er det gode ved det, at det ikke er officielt bestaltet, har efter to års forløb hævdet sin position [… og så videre indtil slutningen:] Vi har ikke så meget tilovers for ”kulturhuse” … men man må vist erkende, at selv kulturen efterhånden skal sættes i system og i hus for at overleve, og så må midlerne vel rette sig derefter.” Det var dengang: en anerkendelse udtrykt efter nøgtern betragtning af det passerede, upolemisk, og fra en kant, som ikke på forhånd kunne forventes at være sympatisk stemt. Hvad artiklen har fat i eller i hvert fald kommer til at udtrykke, er spændingen mellem det forhold, at også kultur koster penge og derfor må støttes og på en eller anden måde organiseres – og at den kun eksisterer, hvis den tillige får lov at være det, den er, og ikke bliver spændt for alle mulige uvedkommende formål. Der er og bliver en spænding her, som er til at leve med – hvis man tænker over den. Man kan i dag undertiden få det indtryk, at begrebet ”armslængde” har fået et nyt indhold: Det skulle markere, at politikken ikke blandede sig i sagkyndiges prioriteringer, nu synes at at betyde, at de aktive ikke må komme længere væk, end at man stadig kan gribe fat i dem.
Også ordet ”kulturhus” har fået en lidt speciel klang. Københavns Hovedbibliotek har iværksat en slags bogbrænding af betydelige dimensioner, som har vakt undren blandt dem, der troede, at et bibliotek mere var noget med at bevare bøger end med at smide dem væk. I Aarhus ser det ikke bedre ud. I et avisindlæg fra det københavnske bibliotek blev aktionen bl.a. forklaret med, at man havde ”30 eksemplarer af en roman, som havde sin storhedstid for 6 år siden,” hvad der kunne tyde på, at man allerede dengang ikke var helt klar over, hvad formålet med et bibliotek er. Peter Borum tog en del af bortforklaringerne ved vingebenet i en kronik. ”Udgangspunktet,” skrev han, ”er ikke, hvilke muligheder der kan produceres for borgerne, men men hvor lidt den, der beder om noget, kan spises af med.” Og argumentet, at man ikke behøver at have bøger stående fremme, for man kan jo bare søge efter dem på skærmen, kommenterer han sådan her: ”Spørg Føtex, hvorfor de ikke gemmer varerne lidt bedre væk og sætter bestillingsskærme op til kunderne.” Men her er bibliotekerne måske sande pionerer, for nethandelen er godt i gang med at praktisere det ”koncept”, som der her er tale om, og som ”på den lange bane” eller ”fremadrettet” nok skal vise sig ”unikt” – lige til den dag, det ”i bagklogskabens ulideligt klare lys” viser sig at være en katastrofe.
   Hvad der foregår her, er ikke nogen reform, men snarere vandalisme. Det var anderledes engang, hvad jeg selv kan tale med om: Jeg voksede op i Hvidovre uden for København, en af de mere ydmyge forstæder, ikke noget hjemsted for kultur- eller andre eliter. Men sikke et bibliotek, sikke et kommune-, altså folkebibliotek! Den dag i dag tænker jeg med glæde på, hvad der var til rådighed af bøger, på åbne hylder, så man ikke kun skulle søge ”målrettet”, men kunne gøre opdagelser, udvide sin horisont. Alt sammen stillet til rådighed for folket, som man anså for videbegærligt nok til at gøre brug af det. Man kopierede ikke virkeligheden udenfor, men gjorde den større. Og bibliotekarerne hr. Brams og frk. Paaske, som skal mindes her, forstod, hvad de havde med at gøre, og hvem de havde med at gøre. Det er der også mange bibliotekarer, som ved i dag, men de har det ikke nemt.
    En anden offentlig institution, Danmarks Radio, følger ganske godt med. Her har man i nyhedsafdelingen en udviklingsgruppe (DR Nyheder X), som har lavet en intern pjece med et motto – naturligvis på engelsk: If you wanna fly, you got to give up the shit that weigh (Toni Morrison skrev weighs) you down. Så perfektion og kvalitet skal udtrykkelig skrottes til fordel for ”hastighed og vækst”, sats på ”early adopters” i stedet for på ”hele Danmark” og mere af samme slags. Således vil man, som der står, ”skabe de nybrud der gør DR Nyheder relevant og troværdig i den digitale tidsalder.” Hvordan man bliver relevant og troværdig ved at se stort på perfektion og kvalitet, melder historien intet om. Men mon dog ikke det hele er ment som julespøg og nytårsløjer? Hvis det er alvor, er det i hvert fald en alvorlig sag. Som om DR ikke havde problemer nok i forvejen -
  Det Danske Akademi har i 2015 mistet to medlemmer. I april døde Klaus Rifbjerg, for få uger siden, i begyndelsen af november, Tage Skou-Hansen. Tage var for nogle år siden overgået til passivt medlemskab, da rejserne til vore møder blev ham for anstrengende, Klaus deltog sidste gang ved sidste årsfest. Så forskellige de var – og det var de! – prægede de begge dansk litteratur i mere end en menneskealder. De mange og udførlige nekrologer skal ikke suppleres her; men bragt på meget kort og derfor også for kort begreb kunne man måske sige, at Klaus Rifbjerg var anarkisten, som bag alt det vilde også var en stor moralist, og Tage Skou-Hansen moralisten, hos hvem der også lurede anarkisk lidenskab under overfladen. Derfor kunne de godt med hinanden, og det gjorde ikke noget, at de måske så forskelligt på henholdsvis fodbold og tyrefægtning. Da Klaus Rifbjerg drog af sted til en fejring af Tage Skou-Hansen - det må have været Tages 85årsdag - sagde han, mens han tog frakken på: ”Vi geronter må holde sammen.” Nu er begge geronterne borte. De havde begge været redaktører af det centrale litterære tidsskrift Vindrosen, dog ikke samtidig! Tage Skou-Hansen fra 1954 til 1958 (og forinden af Heretica), Klaus Rifbjerg fra 1959 til 1963. Og for både Tage og Klaus var Det Danske Akademi en vigtig del af deres virke. Tage Skou-Hansen var Akademiets sekretær fra 1986 til 1993, Klaus Rifbjerg indstiftede i 1983 debutantprisen for lyrik og var ved forskellige lejligheder Akademiets ”fundraiser”. Det ville være forkert at sige, at vi ”kommer til” at savne dem – vi gør det allerede, de havde haft noget at sige også nu. Herefter har Det Danske Akademi atten aktive medlemmer: Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen, Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Astrid Saalbach, Marianne Stidsen, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og mig. Ida Jessen er prosekretær, og advokat Jesper Rothe er Akademiets administrator. Vi har i årets løb holdt 7 ordinære møder, hvor meget af tiden går med grundige diskussioner af, hvem der skal have de priser, vi uddeler her om lidt. I den sidste oktoberweekend afholdt vi det årlige forfattermøde, hvor et antal forfattere efter indbydelse læser op af endnu ikke publicerede tekster og modtager kritik - og undertiden opmuntring - fra kolleger. Deltagerne i dette års møde, som Ida Jessen og Søren Ulrik Thomsen organiserede, var foruden en række af Akademiets medlemmer: Martin Bigum, Adda Djørup, Caspar Eric, Søren R. Fauth, Lene Henningsen, Peter Højrup, Kim Leine, Viggo Madsen, Thomas Markmann, Iben Mondrup, Josefine Graakjær Nielsen, Dy Plambeck, Juliane Preisler, Lars Skinnebach, Martin Glaz Serup, Hanne Marie Svendsen, Pernille Tønnesen og som nordisk gæst Monika Fagerholm.
    Til foråret, nærmere bestemt den 30. marts, arrangerer Det Danske Akademi et offentligt møde om Mundtlighed og Skriftlighed i sproget, og flere offentlige møder er i støbeskeen, men endnu ikke størknet nok til at kunne meddeles her og nu – vi skal nok lade høre fra os! Vort nordiske samarbejde har i dette år været begrænset til gensidige besøg. Som jeg sagde i min velkomst har vi i dag besøg af Helene Uri og Kristina Lugn, den 23. november deltog Jens Smærup Sørensen i Det norske Akademis årsfest, og den 20. december rejser Anne-Marie Mai til Svenska Akademiens årsfest. Samarbejdet med Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung har i år givet sig udslag i, at Søren Ulrik Thomsen den 16. november deltog i et arrangement i Lyrik-Kabinett i München, hvor han selv og den tyske forfatter Michael Lentz læste. Og endelig, ikke at forglemme! har jo Akademiets medlemmer som de individer og individualister, de er, talt og skrevet og publiceret, også uden at det har været i Akademiets regi. De er ikke henvist til Akademiet som deres eneste forum, men de er medlemmer her, fordi de har gjort sig gældende i verden udenfor.
   Og hermed overlader jeg scenen til musikken ved Fuat Talay.