Til forsiden

Sekretærens beretning 2014

Sekretærens beretning 2014  (Per Øhrgaard)

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2014. En særlig velkomst til årets prismodtagere: Asta Olivia Nordenhof, som får Klaus Rifbjergs debutantpris, Lone Hørslev, modtager af Beatriceprisen, Harald Voetmann som modtager af Otto-Gelsted-prisen, Ellen Wulff som modtager af Akademiets oversætterpris og Knud Sørensen, som får Akademiets store pris. Vi har gæster fra Sverige og Norge, fra Svenska Akademien Horace Engdahl og fra Det Norske Akademi for sprog og litteratur Nils Heyerdahl, velkommen til jer.
Og så igen velkommen til jer alle sammen!

Nationen, eller dog en del af den, har på det sidste været optaget af at diskutere Danmarks Radios tv-serie om krigen i 1864. Det var en krig, som fik store følger for dansk ånd og for så vidt også for dansk sprog, som vi fra dengang daterer mundheld som ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Vi ved ganske vist ikke, om Enrico Dalgas sagde sådan, men vi ved, at H. P. Holst i 1872 digtede: ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes.” Betegnelser som ”folkelig” blev endnu mere udbredte end før, og der digtedes den ene fædrelandssang efter den anden for at sætte mod i det slagne folk. Og det lykkedes jo også! Danmark ikke alene overlevede nederlaget i 1864, men udviklede sig, om end ikke uden besvær, til et moderne og mere demokratisk samfund, båret af økonomisk fornuft, men også af en idealistisk tro på fremtiden og dermed på betydningen af skolegang, studier og personlig dannelse for skabelsen af denne fremtid.
    Når en tv-serie kan vække så heftig debat, skyldes det måske, at den tro er ved at svinde. Et andet dansk mundheld lyder ”Vi er fattige, men vi skal ikke også være dumme” – det blev vist heller ikke sagt helt sådan, men det står fast, at prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII, efter en anden tabt krig sagde: ”Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kunne vi gerne høre op at være en Stat.” Og så øgedes bevillingerne til Kunstakademiet. Det har jeg netop set citeret i en dagbladskronik og tænkte, om vi nu er blevet så rige, at vi tror, at vi kan tillade os at være lidt dumme.
For det er lidt dumt, at al tale om personlig udvikling, myndighed og dannelse, kort sagt: al tale om ånd, er forsvundet fra drøftelsen af skole og uddannelse og erstattet af rent økonomiske argumenter og af trusler om den fremtid, der venter os, hvis vi ikke retter ind og indstiller os på den globale konkurrence. Et politisk parti kører for tiden en kampagne under parolen ”Det handler om mennesker – ikke om vælgere”, men erfaringen viser, at det oftest hverken handler om mennesker eller vælgere, men om – tal. Det pågældende parti bedes undskylde, jeg er ikke specielt ude efter det, det kunne have været et hvilket som helst andet parti - og måske er det en del af problemet: At det ikke er til at se, hvor det citerede slagord kommer fra, for det er så tilpas ukonkret, at hvem som helst kunne have sagt det.
    Når krybben er tom, bides hestene. Når troen på den fælles fremtid svinder, begynder man at bide mere ad hinanden, som det kan ses både i den offentlige debat og i de sociale medier, som man med samme ret kunne kalde asociale – for mediet er ikke i sig selv det ene eller det andet, det er ikke budskabet. Asociale kan medierne være, fordi de skaber segmenter i stedet for samfund, del-offentligheder i stedet for offentlighed, og asociale kan de blive, fordi de invaderes af en sprogbrug, som de fleste af dens udøvere ikke ville turde bruge i det offentlige rum, fordi de dér ville blive stillet anderledes til ansvar end i det lukkede. Som den materielle velstand skaber muligheder for at hjælpe de svage og lindre nød, men også for at isolere sig, være sig selv nok og kæmpe for sine privilegier, skaber de efterhånden ikke helt nye medier muligheder for en rigere og mere frodig offentlig debat og for at hælde alle mulige skidtspande ud over dem, man ikke er enig med. Det glemmes undertiden, at ytringsfriheden blev tilkæmpet som en frihed til at tage til genmæle, som borgerens frihed over for magthaverne, og ikke som et privilegium til at krænke hvem som helst, der måtte komme i vejen for ens selvtilstrækkelighed, eller til at råbe ”røvhul” efter sin nabo, for nu at citere Peter Poulsens udmærkede lille digt om dette emne. Også ytringsfrihed en frihed under ansvar - ikke så meget over for domstolene, det er der kun tale om i ekstreme tilfælde, - som over for egen selvrespekt. Man skal ikke kunne lukke munden på nogen! men det er ingen skade til at tænke sig om, før man lukker den op.

I dag indgår ord som ”kommunikation” og ”formidling” i stort set alle beskrivelser af det, vi foretager os, når vi betjener os af sprog. Samtidig reduceres mulighederne for en kvalificeret samtale nationalt og internationalt, når støtten til arbejde med det danske sprog reduceres – det nævnte jeg sidste år, så nok om det – og når kendskabet til andre sprog begrænses til stort set et eneste. Vor store sprogforsker Rasmus Rask studerede angiveligt 55 sprog, men han hævdede samtidig modersmålets ret og efterlyste ”hjælpemidler på modersmålet” som betingelse for, at man kunne komme videre med alt det internationale. Den såkaldte ”dimensioneringsplan” for de videregående uddannelser truer med at gøre det af med en række fremmedsprog, og det vil få følger gennem hele den åndelige fødekæde; hvem vil give sig i kast med at lære et fremmed sprog, når det er tilkendegivet, at det er en blindgyde? Nu er der endda et forslag fremme om afskaffelse af autorisationen for tolke og translatører – et vidnesbyrd om, at sprog og sproglig kunnen ikke regnes for noget, det er værd at holde i hævd. Andre nationer, som ikke er så dumme – for nu at bruge ordet - vil gøre det bedre. Og det vil vi få at mærke, også økonomisk, for nu også at argumentere med konkurrencen.
Mediet er ikke budskabet, sagde jeg, men det kan gå og hen og blive det –det sekundære kan tage magten fra det primære, som så til sidst forsvinder i tågen. Mens de politiske budskaber bliver intetsigende, bliver det, der skulle være saglige udredninger, og som tidligere hed f.eks. ”Betænkning 517 – en kulturpolitisk redegørelse”, til propaganda. Senest udkom en rapport med titlen ”Høje mål – fremragende undervisning i de videregående uddannelser.” Det er sådan nogle ord, man finder på, når man ikke selv tror nok på det, man siger, men må prøve at diktere læseren en opfattelse af det på forhånd. Omvendt retter man svære tekster til, så de bliver nemmere at forstå for dem, som man har besluttet ikke kan forstå dem, sådan som de er. Det hedder nu ligefrem at ”vaske sproget”, og det gøres så undertiden på en måde, så kulørerne helt går af det, så - f.eks. – Det ny Testamente kan ende som en vejledning i takt og tone. Hvem har dog fundet på, at unge mennesker ikke kan eller vil forstå lidt kompliceret eller gammeldags eller i det hele taget finurligt sprog? Hvem tror, at de ikke skulle være nysgerrige efter et væsentligt indhold og gøre sig umage for at forstå det? Man undervurderer unges evner og energi, hvis man tror, at de kun skal have åndelig søbemad. Det er rigtigt, at undersøgelser viser store problemer med læsefærdigheden, men man kan godt få den tanke, at nogle af dem også skabes af bestemte forhåndsforventninger, eller anderledes sagt: at der enten stilles for få krav, eller -  snarere -, at de krav, der stilles, stilles på en lidet inspirerende måde, nemlig af hensyn til konkurrenceevnen i stedet for med henblik på børnenes og de unges åndelige udvikling. Så ender det, man præsenterer dem for, med at være for kedeligt, og så gider de naturligvis ikke. I Thomas Manns roman Doktor Faustus beretter den aldrende gymnasielektor, som er romanens fortæller, om hvordan han og hans ven sad og hørte på en sælsom originals udredning af Beethovens musik: ”[…] det var i grunden endnu alt sammen eventyrsnak for os, men vi hørte det gerne og med lige så store øjne som børn hører det uforståelige, i grunden endnu helt utilgængelige - og med langt større fornøjelse end det nærmestliggende, letforståelige og passende byder dem. Vil man tro, at dette er den mest intensive og stolte, måske den mest effektive måde at lære på - den anticiperende læren, dette at lære hen over vide strækninger af uvidenhed? Som pædagog skal jeg vel ikke tale dens sag, men jeg ved nu engang, at ungdommen i høj grad foretrækker det, og jeg mener, at det oversprungne rum nok med tiden udfyldes af sig selv.”
    Dette ”med tiden” bliver der mindre og mindre plads til i nutidens uddannelser. Her drejer det sig alene om ”fremdrift”, om målrettehed, om instrumentalisering – men hvis noget er instrument, er det instrument for noget andet, og hvad er så dette andet? Det er ”den økonomiske vækst”, vor tids myte – et ord, jeg bruger med vilje, for meget af det, der fyger rundt i planlægningen, er ved nærmere eftersyn ligeså irrationelt som fortidige idealer og forestillinger, eller måske endda mere, fordi det bilder sig ind at være baseret på de mest rationelle analyser og hverken på tro eller idealer.
    Enhver såkaldt betonmarxist fra 1970erne må ærgre sig over at have været for langt forud for sin tid, men glæde sig over, at der nu omsider tænkes i de baner, hun eller han forestillede sig. Dengang slog man syv kors for sig, når der blev talt om ”samfundsrelevans”, nu hedder et udvalg stolt ”Kvalitets- og relevans-udvalget”. For nylig udkom en pjece, som mente at kunne påvise, at de fleste humanistiske fag, herunder sprogene, kun bidrager lidet til ”værdiskabelsen” i samfundet, fordi man ikke kan aflæse deres bidrag i skikkelse af høje lønninger til udøverne eller stigende aktiekurser i virksomhederne. Det kunne man så le ad, hvis det ikke var fordi det afspejlede en udbredt forestilling om, at samfundet er en virksomhed, og at det skal drives efter de samme principper som en virksomhed.
Nej, ikke et ondt ord om erhvervslivet – dér finder man ofte kreativitet, som sagtens kan måle sig med den, man ellers har belagt med det ord – blot er samfundet ikke det samme som erhvervslivet, og udstrækker man erhvervstænkning til hele samfundet, kommer man til at ødelægge det, som først har gjort erhvervslivets succeser mulige. Det sker sikkert alt sammen i den bedste mening – men man kan nedbryde det åndelige klima ligeså meget som det fysiske, hvis man overgødsker eller gødsker forkert, hvis man bruger ressourcerne for tankeløst. At gøre alt andet til instrument for en økonomisk målsætning skader til at begynde med naturligvis især alt det andet, men til sidst såmænd også økonomien selv, som ikke er tjent med at blive gjort til en religion i stedet for et fornuftigt redskab.

Dansk sprog og ånd udvikles – i det omfang, det sker - ikke alene som en hjemmeindustri, men også ved import. I litteraturen hedder import oversættelse, og for dette har Det Danske Akademi en pris, som vil blive uddelt om lidt. Om årets prismodtager vil der blive talt særskilt, så her skal der blot siges noget mere generelt: Der oversættes til alt held stadig en del ny udenlandsk litteratur til dansk, skønt forlagene kan fortælle meget om, hvor tungt markedet er, hvor små oplagene ofte må være, og hvor meget der kun kan lade sig gøre, hvis man foruden de gynger, man taber på, også har nogle karruseller, man vinder på, eller omvendt. Men man kan også bemærke, at mange klassikere nyoversættes i disse år: foruden 1001 nats eventyr kan man uden at prætendere fuldstændighed nævne Shakespeares dramaer, Thomas Manns romaner og noveller, Herman Melvilles Moby Dick, Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, Victor Hugos De elendige (som ikke er en nyoversættelse, for det er den første komplette), Flauberts Madame Bovary og James Joyces Ulysses – der ligesom Madame Bovary dog har undgået at få selve sin titel oversat. At man oversætter gamle værker på ny, skyldes ikke først og fremmest, at tidligere oversættelser var dårlige, for det var de ikke altid, men at sproget udvikler sig, og at selv de bedste oversættelser forældes, medens originalerne bliver ved med at være, hvad de var og er. De er ikke til at undvære, og nye generationer må derfor sørge for at have dem ved hånden. I forbindelse med især Ulysses-oversættelsen har der udspundet sig en diskussion om forståelighed og uforståelighed, som har sin anden side i de lejlighedsvise forsøg på at aktualisere hjemlige klassikere ved at rette deres sprog til – eller måske ”vaske det” - efter nutidens, erstatte såkaldt forældede gloser med moderne, altså udstrække begrebet oversættelse til også at gælde vor egen nationalitteratur. Det sker ud fra den tankegang, at man har valget mellem at gøre det nemmere for nutidige læsere – eller at acceptere, at de nutidige slet ikke læser noget.
Det er alt sammen fortjenstfuldt nok. Men det er et tveægget sværd. Da brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe, Evald Tang Kristensen og andre indsamlede mundtlig overlevering og trykte den, reddede de på den ene side overleveringen fra glemselen – og forvandlede den på den anden side til noget, den netop ikke var: skriftlighed. Så det bliver aldrig det samme – og det gør det heller ikke, når man tillemper de gamle tekster. Måske undervurderer man også her læsernes nysgerrighed. Formidling skal der til – men i al formidling er også indbygget et tab, og det skal man være sig bevidst.

Litteratur eksisterer altid på grænsen mellem det forståelige og det uforståelige. Var der ikke forståelighed, kunne den slet ikke læses. Var der ikke uforståelighed, var der ingen grund til at skrive den. Man behøver måske ikke at gå så langt som den tyske filosof Adorno, der engang skrev, at det væsentligste ved kunst var, at den afbrød kommunikationen, at den stillede sig på tværs af alt det, der bare flød af sted – men sådan set har han ret. Litteraturen stiller eller lægger sig på tværs, ikke af dette eller hint og ikke med dette eller hint eget formål, men simpelt hen på tværs. Det kan ske chokerende eller diskret, og man kan aldrig vide, hvad der på langt sigt virker stærkest. Alt nyt og løfterigt kommer fra det, der ligger på tværs. Hvis vi ikke havde stemmebånd, kunne luften passere mere uhindret – men vi kunne ikke sige noget.

Den litterære offentlighed forandrer sig – om dette talte Søren Ulrik Thomsen sidste år ved et møde i Akademiet, og det var tanken, at han skulle have gjort det mere offentligt i år, eftersom Det Danske Akademi takket være en donation har fået mulighed for at være lidt mere udadvendt end længe. Men også digtere er travle folk, så arrangementet har måttet udsættes, men nu finder det sted den 29. januar 2015 kl. 19.30 i Politikens kældersal Pressen med oplæg ved Søren Ulrik Thomsen og Martin Glaz Serup – notér gerne tid og sted. Og vi planlægger flere arrangementer efter dette.
    I lighed med tidligere år afholdt Det Danske Akademi et forfattermøde, hvortil inviteres yngre og ældre forfattere til oplæsning og diskussion af det oplæste, som ikke må være offentliggjort i forvejen, ligesom oplæseren må nøjes med at høre på den efterfølgende kritik og ikke kommentere den. I nogle år holdtes mødet i sidste weekend i februar, i år sidste weekend i oktober, og her deltog følgende forfattere (som dog ikke alle læste op): Daniel Dencik, Rasmus a Rogvu, Signe Gjessing, Laus Strandby Nielsen, Kamilla Hega Holst, Dorthe Nors, Rasmus Nikolajsen, Christian Dorph, Morten Brask, Birgitte Krogsbøll, Peter Rønnov-Jessen, Morten Chemnitz, Ulrik Gräs, Gritt Uldall-lessen, Merete Pryds Helle, Kasper Anthoni og som nordisk gæst: Eivind Hofstad Evjemo - samt medlemmer af Akademiet.

Og hvad medlemmerne angår: Det Danske Akademi kan have op til tyve aktive medlemmer. Såfremt et medlem ønsker at overgå til passivt medlemskab, frigør dette en plads til besættelse. Sidste år ved denne tid havde Akademiet sytten aktive medlemmer, og i årets løb meddelte Klaus Høeck, at han ønskede at overgå til passivt medlemskab. Og så var de seksten - og besluttede at vælge tre nye medlemmer, nemlig i alfabetisk rækkefølge Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt og Marianne Stidsen, som er blevet budt velkommen ved møder i årets løb, men også skal have en særlig velkomst her. Dermed er der nu nitten aktive medlemmer, nemlig foruden de tre nyvalgte Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen, Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Klaus Rifbjerg, Astrid Saalbach, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og mig selv. Under mit fravær i dette forår varetog Ida Jessen som prosekretær forretningerne, og Akademiets administrator er nu som før advokat Jesper Rothe. Vi har kunnet glæde os over, at Kulturministeriet har imødekommet vores ansøgning om bevilling til drift og anden virksomhed, og det siger vi her mange tak for.
    Men så siger jeg heller ikke mere, men takker for tålmodigheden, og vi går videre i programmet med musikken – ved Christina von Bülow og Søren Kristiansen.